5 tips til valg af rapssort
Det er nu, du skal vælge rapssort. Men hvad skal du lægge vægt på, når du træffer valget? Læs med her og få vores tips til at finde den bedste raps til dine marker
1. Vælg afprøvede sorter med et højt og stabilt udbyttepotentiale
Et højt udbytte er målet i stort set alle afgrøder – også raps. I vores rapssortiment til 2020 kan vi tilbyde dig sorter fra den absolutte top:
LG Aviron ligger helt i toppen og kan bryste sig af en flot 1. plads i Landsforsøgene sidste år med 6.096 kg/ha standardkvalitet i gennemsnit af alle forsøg. I tørkeåret 2018 blev LG Aviron afprøvet i værdiafprøvningen, hvor udbyttet trods tørken også kom over 6 t/ha. Det bidrog også til en 1. plads i udbytte i 2018.
Hitaly kom ind på 2. pladsen i udbytte i Landsforsøg 2019, med 6.055 kg/ha standardkvalitet. I tre ud af de fire år Hitaly har været afprøvet i forsøg, har den været placeret i top 5.
2. Skal du så sent? Så vælg sorter med en kraftig efterårsudvikling
Sorter har forskelligt vækstpotentiale, nogle vokser hurtigt til i efteråret, mens andre skal bruge lidt mere tid. Skal rapsen etableres efter sent høstede forfrugter sidst i august, og er lokaliteten kold, bør man se på de sorter, som er til sen etablering.
Vi anbefaler LG Aviron og Hitaly
3. Vælg sorter med god resistens/tolerance over for sygdomme
Lysbladplet er en sygdom, som er blevet mere udbredt, og i 2020 var der bekæmpelsesbehov i mange marker. Når først der er bekæmpelsesbehov, er de første kg frø tabt, og samtidig er der en udgift til bekæmpelsen.
Lysbladplet udvikles under fugtige forhold og er én af de sygdomme i raps, som betyder mest i England. Der er meget stor forskel i sorternes tolerance over for lysbladplet. I denne graf ses bedømmelser fra 2020 udført i fire udvalgte forsøg.
LG Aviron er placeret bedst med karakter 3,3 og Hitaly ligger også lavt.
3 = enkelte pletter
6 = 10 % angreb
Phoma er også en betydende sygdom. LG Aviron besidder generne RLM 7 og RLM 3 som i kombination giver en meget stærk beskyttelse.
4. Er marken udsat for hårdt vejr? Så vælg en skulpeopspringsresistent sort
Skulpeopspringsresistens er en genetik, der stammer fra radiseplanten, som er indkrydset. Den giver en vis beskyttelse mod dryssespild, når rapsen går ind i modning, da skulpen er bundet bedre sammen. Hvis høstkapaciteten er begrænset, og marken er placeret udsat for blæst, er skulpeopspringsresistens en egenskab, som bør vælges til.
Sorterne Hitaly, Architect og LG Aviron besidder alle skulpeopspringsresistens.
5. Vælg TuYV resistente sorter ved risiko for rapsrødsot
TuYV = Turnip Yellow Virus overføres med ferskenbladlus over efteråret. Ferskenlusen er mest hyppig på egne, hvor der er sukkerroer og kartofler, som også er vært for lusen. TuYV minder lidt om havrerødsot i korn, hvor virus overføres med lus i efteråret og efterfølgende påvirker virusplanten negativt. TuYV kan i værste tilfælde reducere udbyttet med 25 %.
Under danske forhold er der set udbyttenedgang på 600 kg/ha eller 5-10 %. Da lusen er stort set umulig at holde væk kemisk over efteråret, er indbygget TuYV-resistens en god forsikring at få med, når der vælges rapssort.
Vælg derfor LG Aviron og Architect som besidder TuYV-resistens.
Har du spørgsmål eller brug for yderligere information så tag fat i vores konsulenter, som gerne hjælper dig med at finde den helt rigtige rapssort.