DLF bygger nyt domicil i Smørum
Den globale frøkoncern DLF er vokset ud af sit nuværende hovedkontor i Roskilde, og valget er faldet på en naturskøn grund, der er placeret i grønne omgivelser i området Kildedal Bakke i Egedal Kommune med nær adgang til S-tog og motorvej
Kildedal Bakke er et af Egedal Kommunes udviklingsområder, som efter planen skal rumme både boliger og erhverv. Området er en del af Kildedal byudviklingsområde, som allerede rummer andre store virksomheder og i de kommende år byudvikles med mange nye boliger og arbejdspladser. Området er beliggende under en halv times kørsel nordøst for Roskilde. Byggeriet vil gå i gang i foråret 2023, og det nye domicil forventes at være klar til indflytning medio 2024.
CEO i DLF, Truels Damsgaard, glæder sig til at frøkoncernen får bedre rammer:
- DLF har gennem en årrække haft en stor vækst, og som global virksomhed har vi behov for mere moderne og tidssvarende faciliteter for vores medarbejdere. Vi har igennem flere år været på udkig efter en ny placering med mere plads og bedre rammer, og det nye domicil er en del af en strategi om at skabe en attraktiv og bæredygtig arbejdsplads, der understøtter vores fælles værdier i koncernen.
- Vi finder, at Egedal som en grøn kommune er et godt match til vores grønne virksomhed, og vi sætter pris på det konstruktive samarbejde og den gode dialog, vi har med kommunen. Vi har i vores valg af byggegrund også lagt vægt på en god infrastruktur og nem adgang til offentlig transport, og placeringen lige op ad Kildedal S-togstation i Smørum med hurtig adgang til motorvejsnettet gør Kildedal Bakke til det ideelle hjemsted for os.
- DLF er en global frøkoncern og verdensmarkedsleder inden for foder- og plænefrø med fuld værdikæde i Europa, Nordamerika, Sydamerika og Oceanien
- DLF har mere end 2.000 ansatte i over 20 lande og en omsætning på 7,5 mia. kr.
- Omkring 100 medarbejdere får deres daglige gang i DLFs nye domicil i Egedal Kommune
- DLF og Egedal Kommune underskriver den 8. februar 2022 en udviklingsaftale omkring grunden og den videre proces, hvor der bl.a. skal udarbejdes lokalplan
- Rambøll er bygherrerådgiver og styrer entreprisen