Danish Golf Championship: Bag kulisserne med chefgreenkeeperen fra Lübker Golf Resort
156 golfspillere, 80.000 tilskuere og ca. 15 millioner kr. i præmiesum. Rammerne er sat for det største golfevent på dansk jord i 2024. Vi taler naturligvis om DP World Tour - Danish Golf Championship.
Danish Golf Championship er den danske afdeling på DP World Tour. Her deltager de største inden- og udenlandske stjerner fra golfverdenen. I år afholdes den på Lübker Golf Resort fra d. 22.-25. august. Kom med ind i maskinrummet og hør hvordan Lübkers chefgreenkeeper, Spencer Opstrup Lloyd-Pye, har forberedt sig på at få 156 topspillere og 80.000 tilskuere på besøg.
Forberedelser og forventninger
Spencer Opstrup Lloyd-Pye har været chefgreenkeeper hos Lübker Golf Klub i over 11 år. Vi møder Spencer til en snak om forberedelser og forventninger 1½ måneds tid inden turneringen starter.
Men først spoler vi tiden et år tilbage. Her kommer DP World Tours egen agronom på besøg hos Lübker for første gang. Han laver en grundig gennemgang af alle banerne for at se, hvilke tilpasninger der er nødvendige, for at få banerne op på det niveau og den sværhedsgrad, der passer til de topprofessionelle golfspillere.
Spencer fortæller: ”Efter en grundig gennemgang af vores baner, modtog vi en detaljeret rapport med målsætninger for de baner og områder, der behøver særlig opmærksomhed for at leve op til DP World Tours standarder. Den indeholdt bl.a. krav til hvor tæt græsset skal klippes på greens, hvor langt græsset må være omkring roughs, hvor faste greens skal være, hvor meget topdress der skal spredes, og hvor mange gange der skal vertikalskæres”.
Agronomen har haft et par opfølgende besøg hos Lübker det seneste år, og han kommer på et sidste besøg i ugen op til turneringsstart for at sikre sig, at alt er, som det skal være.
Balancegang
For at imødekomme DP World Tours målsætninger for banerne har Spencer og hans greenkeeper-team siden foråret 2024 arbejdet målrettet med områderne i rapporten. De har f.eks. smidt flere tusind tons sand på bunkers og flere hundrede tons topdressing på greens for at optimere boldrullet og nå den korrekte sværhedsgrad. De har også været nødt til at flytte flag og huller, så bestemte områder på greens skånes før turneringen. Det har ikke været nødvendigt at anlægge nye baner, da Lübkers baner helt fra etableringen i 2007 er designet til at være turneringsbaner.
Det lyder som en ret omfattende opgave at klargøre baner til så stor en turnering, men hvad er den største udfordring ifølge Spencer?
”Uden tvivl at balancere de daglige opgaver med de ekstra krav fra forberedelserne til turneringen. Vores baner er i daglig brug, så det handler om at give dem ekstra opmærksomhed samtidig med, at de stadig skal være spilbare for vores medlemmer og gæster”.
Agronomen har haft et par opfølgende besøg hos Lübker det seneste år, og han kommer på et sidste besøg i ugen op til turneringsstart for at sikre sig, at alt er, som det skal være.
Køligt overblik
Når selve turneringen går i gang er det chefgreenkeeperens ansvar at alt er, som det skal være. ”Jeg skal holde det kølige overblik og tydeligt kommunikere til medarbejdere og frivillige, hvad dagens opgaver består af: klipning – og flere steder er det både morgen og aften, reparation af divots, flytning af flag og huller og alt det som ellers støder til af uforudsete ting”, fortæller Spencer.
Grøn stolthed
Det er helt tydeligt, at Spencer er stolt af, hvor flot banerne står efter de mange timers arbejde, der er lagt i dem. Det skinner igennem, da han bliver spurgt ind til hans største ønske for turneringen. ”Godt vejr er helt i top på ønskelisten! Solskin og blå himmel vil virkelig få banerne til at stå flot og vise det hårde arbejde, vi har lagt i dem, når tusindvis af fans over hele verden følger med”.
Vil du prøve?
Har du selv lyst til at prøve at spille som en DP World Tour spiller? Så har du muligheden i de fire dage umiddelbart efter turneringen er afsluttet. Her vil plejeniveauet af banerne nemlig være præcist det samme som under selve turneringen.
Lidt om Spencer
Spencer Opstrup Lloyd-Pye har 37 års erfaring med greenkeeping. Hans karriere startede i en golfklub i det nordlige England. De sidste 11 år har han været chefgreenkeeper hos Lübker Golf Klub på Djursland.
I Spencers greenkeeper-team er der normalt 12 personer ansat til at passe og pleje banerne på Lübker Golf Resort. Når DP World Tour kommer til klubben, opgraderes staben med 36 frivillige. Det er typisk unge greenkeepere fra andre lande, der ser en mulighed for at få erfaring fra et stort event samtidig med, at de udbygger deres netværk.
Fakta om græsblandingerne
Spencer bruger Masterline Fairway og Masterline Tee på banerne igennem hele sæsonen. Han bruger dem også til reparation af divots. Masterline Tee indeholder rajgræs og rødsvingel, som giver et tæt græstæppe. Masterline Fairway er en blanding, der indeholder rødsvingel med korte-, lange- og uden udløbere. Den giver en fantastisk tæt og afbalanceret vækst. Begge blandinger indeholder nogle af de bedste græssorter til golf, der findes på markedet. Udenfor fairways er der desuden sået Masterline Ekstensiv, som er god til arealer, hvor kravet til pleje er mindre.
Spencer har udvidet driving rangen med ca. 3.000 m2 rullegræs, som består af 50 % engrapgræs, 30 % rajgræs og 20 % rødsvingel. Rullegræsset blev lagt d. 30. maj. Det er vokset godt til og er helt klar til turneringsstart.
Er du interesseret i at høre mere om vores græsblandinger, er du velkommen til at kontakte os.